Windows XP - Artikler og Guides

Installation:

Opdateret: 03-12-2001

Nogle overvejelser inden installation.

Ren installation frem for opgradering giver erfaringsmæssigt det bedste resultat. Så undgår du eventuelle konflikter med software. Brug guiden Overførsel af filer og indstillinger til at lave backup. Hvis du har købt opgraderingsversionen kan du godt vælge at lave en ren installation, du vil blive bedt om at indsætte den Windows CD som du har købt opgraderingen til under installationen.

Filsystem: Du skal vælge hvilket filsystem du vil installere Windows XP på - det kan være NTFS eller FAT32. NTFS er det bedste på mange måder men vil ofte være lidt langsommere. Selv oplever jeg ikke den store forskel, og har valgt NTFS. Du kan til enhver tid konvertere til NTFS så hvis du er tvivl bør du beholde dit nuværende FAT32. NTFS konvertering kan ikke fortrydes uden ny installation af XP.

Dual Boot: Hvis du vil kører dual boot skal du være opmærksom på at Windows 9x og Me ikke kan læse filer på NTFS drev (de kan slet ikke se drevet). Da vil det være en god idé at have et fællesdrev i FAT32.

Hvis du har Windows 98/Me i forvejen kan Windows XP installeres på et tomt drev - Windows XP opretter så en bootmenu hvor du kan vælge mellem Windows 9x og XP i opstarten.

Bemærk at med flere styresystemer på en PC i netværk, skal computernavnet i netværksindstillingerne være forskelligt i hvert styresystem. Hvis du vil installerer flere styresystemer på en tom harddisk kan du med fordel lave en bootpartition på ca. 100MB installere f.eks. Windows 98 på D: og derefter XP. Fordelen er at bl.a. at du ikke sletter XPs boot filer ved formatering af Win 98 drevet. Hvis du ikke laver et bootdrev og du vil af med Win 98/Me så nøjes med at slette mapperne Windows og Programmer på Win 98/Me drevet. Der vil så være nogle enkelte filer tilbage der tilhører Win98/Me og hvis du ikke er sikker på hvad der er hvad, så lad dem ligge, de fylder ikke meget og forstyrre ikke systemet.

Installationen:

Installationen af Windows XP foregår ved at starte computeren med CD'en, det kan dog installeres ved at starte computeren med en Windows 98 eller me startdiskette. Så skal du skifte til CD drevet ved at taste drevets bogstav, f.eks. E:, så skifter du til I386 mappen og taster winnt.exe. Installationsguiden hjælper dig gennem hele proceduren.

Under installationen får du mulighed for at vælge hvilket drev XP skal installeres på.

Hvis det er en ny harddisk kan du oprette og formatere et drev til XP, med installationsprogammer - du behøver altså ikke bruge nogen andre programmer til at forberede harddisken. Faktisk vil jeg stærkt anbefale dig at bruge denne mulighed på en tom harddisk - hvis du ønsker at oprette et lille bootdrev til dualboot kan du bruge fdisk. Når XP er installeret kan du i Computeradministration bruge Diskhåndtering til at oprette partitioner og drev på ikke allokeret harddiskplads.

Du skal også tage stilling til hvilket filsystem du vil have - om det skal være NTFS eller FAT32.

Under installationen vil du også blive bedt om at angive et password for Administrator (kun Pro). Konfigurering af internetforbindelse (med modem) kan også gøres under installationen. Der skal oprettes bruger/brugere. Bemærk at alle brugere som standard får administratorstatus. Endelig kan du aktiverer Windows XP via nettet (Windows Product Activation).

Links:

Bjarne Duelunds XP tips (bl.a. om XP dual boot med DOS)

 

Tilbage     Til øverst på siden

 

Wintip.dk

Valid XHTML 1.0! Valid CSS!