Windows XP - Konfiguration

Ultra DMA i Windows 2000, og Windows XP.

Publiceret: 16-06-2003

DMA (Direct Memory Acces) gør adgangen til data på hardiske, og CD/DVD drev hurtig uden megen processor (CPU) forbrug. Både i Windows 2000 (SP2), og Windows XP sker DMA understøttelse automatisk (Plug and Play), hvis ellers drevene kan understøttes. Ellers bruges PIO mode.

Hvorfor så beskæftige sig med DMA hvis det bare er Plug and Play ? Fordi drev der kan (og bør) køre DMA ikke altid bliver installeret som sådan i Windows, ligesom et drev pludselig går over til PIO mode, selv om det plejer at køre med DMA. Det kan altså drille lidt; især i Windows 2000.

Hvis nogle begreber på denne side er uforståelige, er der hjælp at hente i linkene nederst på siden.

Sådan checkes om drevene køre med DMA:

Gå til Enhedshåndteringen (Windowstast + Break), og find IDE ATA/ATAPI- controllere.

Ide controllere

Nu kan du højreklikke på hhv. Primær, og Sekundær IDE kanal, for at se Egenskaber. Gå til fanen Avancerede Indstillinger.

avancerede indstillinger

I dette eksempel er det den Sekundære IDE kanal, hvor der er tilsluttet et gammelt drev som master, og en nyere harddisk som slave. Bemærk der altid bør stå "DMA hvis tilgængelig" i Overførselstilstand.

I Windows 2000 vises overførselstilstanden blot som Ultra DMA, mens der i Windows XP også vises hvilken hastighed (mode).

Manglende DMA på drev:

Der er flere årsager til at drev der burde køre med DMA ikke gør det.

Den klassiske fejl (på lidt ældre computere) er at der bruges et 40 leder kabel til ATA66, og hurtigere harddiske, i stedet for det 80 leder der er betingelsen for at køre problemfrit med nyere harddiske.

På 80 leder kabler skal det blå stik sidde i bundkortet. Hvis jumperne på diskene er sat til CLS vil stikket i enden af kablet være til Master, og stikket der sidder mellem er til Slave.
Hvis jumperne sidder lidt tilfældigt kan en eller flere diske blive tvunget i PIO mode.
OBS: Hvis du flytter jumper på den harddisk hvor Windows er installereret kan Windows ikke starte ! Du må enten leve med en tilfældig opsætning eller forberede dig på at skulle installere Windows fra bunden.

Kombinationen af diske kan også drille, det gælder især Windows 2000, hvor jeg har oplevet at en Barracuda ATA100 disk der midlertidigt blev sat som slave, gjorde at den primære harddisk ATA66 (med Windows) kørte i PIO mode.

Windows 2000 skal opdateres med Service Pack 2 for at understøtte hurtige IDE drev (i skrivende stund er det ATA100, og 133).

Nogle gange kan en opdatering af driveren til Controlleren være nødvendig, det kan gøre ved at højreklikke på controlleren i Enhedshåndteringen, gå til fanen driver og vælg Opdater. Hvis ikke der findes en bedre bedre hos Windows Update må du på jagt hos bundkot/chipsæt producenten.

BIOS kan også være årsag til manglende eller forkert DMA mode. Nogle gange skal der en BIOS opdatering til, andre gange kan det med held ændres ved at flytte fra Auto detect til User, derefter angive DMA mode. Pas på ikke at ændre i cylindre og heads ! Skulle computeren være ude af stand til at starte bagefter, må du ind og ændre til Auto detect igen (eller sæt Default).

UDMA Mode og ATA:

Her kan du se hvilken DMA mode der modsvare ATA type.

ATA 33 = Ultra DMA Mode 2

ATA 66 = Ultra DMA Mode 4

ATA 100 = Ultra DMA Mode 5

ATA 133 = Ultra DMA Mode 6

Links:

Karboes Guide (afsnit 4 om diske og drev):
https://www.mkdata.dk/pctutor/

IT leksikon:
https://www.it-leksikon.dk/

 

 

Tilbage     Til øverst på siden

 

Wintip.dk

Valid XHTML 1.0! Valid CSS!